Min blog bliver 2 år

Idag er det min blogs fødselsdag. Det er præcis hele to år siden, at jeg sad og oprettet den, skrev det første indlæg her på, og det hele begyndte at vokse. Det var en start. Det var dengang det ikke var "mainstream" at blogge, eller "normalt", som andre mennesker ville kalde det. Det var lidt et ømt punkt at snakke om ens blog, fordi det egentlig ikke kom folk ved, som man kendte personligt, at de kunne gå ind på en side, og læse en masse personligt om en, og følge med i ens liv. Idag er der så meget med blogging der har ændret sig. Der er sider der vokser og vokser, hvor man kan signe sig up, og kalde det et "arbejde" at være blogger, firmaer kontakter store bloggere, for at samarbejde med dem, fordi at dét med blog verden, har vokset sig så uendeligt stort. Ens kendskab til læsere, og folk med samme interesse vokser, og der kommer folk ind i ens liv, som man kun har lært at kende, igennem det at blogge. Jeg finder hver eneste ting inspirerende, at kunne bruge tid på at planlægge, tage billeder og ordne det der skal skrives ned, og bare dét at der sidder folk ude på den anden side, og glædeligt læser det, og elsker det man laver - Det er jo fantastisk! Og jeg har allerede oplevet så meget, bare igennem min blog. Også har jeg fået afvide af en jounalist, at han synes jeg burde gå hans veje, fordi at jeg ville blive fantastisk i det fag, med den måde jeg skriver på. Jeg har haft så svært ved at vende mig til, at folk det egentlig ikke rager, hvad jeg fortager mig, eller hvordan jeg ser ud den dag idag, bare kan gå ind og ha' frit løb med at sidde og læse de ting jeg skriver, og jeg véd at der sidder folk i samme by som mig selv, og skrive hadefulde beskeder, beskyttet og gemt væk bag en anonym knap. Men det er en vanesag, og et enkelt tryk på slet knappen, også er det hele godt igen. En blog bliver en del af en selv, en stolthed, og nu siger det mig intet, det at skulle dele på min facebook. Det eneste jeg bare aldrig venner med til, er kommentaren "Nå ja, det læste jeg godt nok på din blog". Når folk står ansigt til ansigt med mig, og fortæller mig om de ting jeg har skrevet. Så bliver det lige pludselig virkeligt. Og det går op for mig, at folk rent faktisk sidder på den anden side, og tager sig tid til at læse med.

Den største tak til dem der inspirerede mig til at starte op, dem der har støttet mig lige fra start af, 

dem der er kommet til, i løbet af tiden, og dem der ikke mindst tager sig den tid det tager, 

at smide en kommentar - For hold nu kæft altså, hvor det varmer.