Nu har jeg valgt at tage et personligt emne op, som har fulgt mig i lang tid. Næsten dagligt får jeg mails og kommentare om emnet, for det meste er det "positive" kommentare omkring det, hvis man kan sige det, men tit er det også nedladende, og kommentarer der gør mig ked af det, og får mig til at tænke over tingene.
Jeg så for et par dage siden en video på youtube, og den fik mig til at tænke over det,
og da jeg så vågnede til en besked igen idag, om emnet, valgte jeg at skrive et indlæg om det, én gang for alle.
Jeg har i hele den tid jeg kan huske, være en slank pige. Når idræts lærene snakkede om at man skulle altså dyrke idræt for at holde sin krop flot og slank, ga' det aldrig rigtig nogen mening for mig, for jeg har aldrig gået til nogen form for motion, eller cyklet en tur fordi jeg trængte til det, eller tænkt over hvad jeg spiste, fordi jeg aldrig har haft brug for det. Jeg vejede mig aldrig, andet end når man var til sundheds tjek hos sundhedsplejeskern, og læste aldrig hvad hun havde skrevet på den gule seddel hun sendte med hjem til mine forældre, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne læse det, pga. hendes skrift.
Årene går jo, og omkring 6-7 klasse ændre folk sig jo rigtig meget, både personligt og krop mæssigt. Andre piger begyndte at få former, og gå ekstra meget op i deres krop og udseene, mens jeg stadig bare så ud, som jeg (sådan da) altid havde gjort. En pige på min årgang fik tit tider ved hendes læge, fordi de ikke synes at hun tog nok på - Hun var undervægtig, og det skulle der holdes øje med. Efter længere tid, fandt min mor en badevægt frem herhjemme, jeg blev vejret, bare sådan for sjov, fordi den var der, og jeg vejede mere end fem kilo mindre, end pigen fra min årgang. Det satte gang i tankerne.
Jeg gemte det hele væk, folk sagde tit til mig, at det at være tynd, uden egentlig at ha' gjort noget for det, det var jo bare positivt! Jeg glemte alt om det, man tænkte jo ikke så meget på små intet sigende problemer, lige så meget som man gør når man bliver ældre - Lige indtil at der kom en flok piger, og spurgte mig
"Er du syg eller hvad, får du aldrig noget og spise, hvad er der galt med dig".
Tiden kom til konfirmations året. Min vægt stod på 37 kilo hvilket er under gennemsnittet, i forhold til hvad man skal veje der, og jeg var fuldstændig panisk. Jeg skulle ikke veje over 40 kilo på min konfirmation. Jeg tænkte over hvad jeg spiste, hvad jeg drak, og jeg måtte ikke spise for meget af hverken dét eller dét. Min mor hun begyndte at spørge ind til, hvorfor jeg ikke spiste så meget som jeg plejede, og jeg forklarede hende ganske ærligt, at jeg skulle ikke veje over de 40 kilo, inden jeg skulle konfirmeres, det ville jeg bare ikke. Hun tog det seriøst, og forklarede mig, det er der jo intet galt i. "Du skal tænke på, at lige nøjagtig i dén her fase i det liv, der bliver din krop ændret. Selvom man ikke får en større mave, så vil man alligevel tage på." Og det er jo rigtigt.
I år var det 4 år siden, at jeg havde et mindre problem med min vægt. Jeg var undervægtigt - Men ikke noget der var sygeligt overhovedet. Jeg får tit spørgsmål om hvordan det går med min spiseforstyrrelse, fordi de har læst en kommentar, hvor der stod et spørgsmål om jeg havde det. Jeg har
aldrig haft en spiseforstyrrelse, jeg har aldrig haft et problem med mad, eller en trang til at blive slank. Som jeg har skrevet ovenover, tænkte jeg på et tidspunkt meget over hvad jeg spiste, jeg stoppede med at spise slik, og log vær' med at overspise, men det har intet med en spiseforstyrrelse at gøre.
Den dag idag, 4 år efter, har jeg taget lidt over 10 kilo på. Men at jeg stadig er undervægtig, trods min højde og alder i forhold til gennemsnittet, det gør mig ikke sindsygt tynd og "sygelig" at se på - Langt fra. Jeg indrømmer sku gerne, at når jeg iføre mig badetøj i svømmehallen eller på stranden, så gør jeg som alle andre gør - Trækker lidt ind på maven, så det lige får selvtilliden til at boble lidt, i ved. Jeg går aldrig i tæt siddende trøjer, fordi at jeg føler det ubehageligt, at folk kan se hver eneste form man har på kroppen, om den så er trænet, eller er lidt for stor. Jeg får tit bemærkninger - Hvilken maskine bruger du, når du træner i centeret? Hvordan holder du dig så slank, osv. osv. osv.
Jeg spiser hvad jeg har lyst til. Om det så er McDonalds, slik posen i skabet, eller noget af det chokolade vi købte sidst vi var i Tyskland. Jeg går slet ikke op i hvad det er jeg spiser - Og det eneste jeg kan svarer tilbage på folks spørgsmål, er at der er forskel på folks kroppe,
nogle har høj forbrænding, andre har ikke.
Men lad nu vær' med at tænke på alt det træning, kost og vægt. Livet har vi sku kun et styk af, hvorfor så ikke leve det, og spise hvad vi har lyst til? Så lang tid man bare er sund og
rask.
Nu vil jeg drikke noget cola, spise lidt slik,
imens jeg vil ligge og dovne resten af aftenen, under min dyne.
Og husk på; din krop er smuk.