Hvor er I henne? | Alderdom

Jeg gik helt i stå, da jeg fandt den her artikel; Af helt almindelig høflighed, holder jeg døren, gør plads og hjælper hvad jeg hjælp kan, når jeg ser nogle ældre mennesker, som har brug for det. Feks. igår da jeg var i Føtex med min mor, jeg skulle hen for at finde nogle redbulls, da en ældre lav dame tager fat i min arm. Jeg fik lidt et chok, og skulle næsten til at sige "undskyld", fordi at jeg troede at jeg ramte hende. Hun kigger på mig, og smiler sødt, hvorefter hun spørger "Vi kunne vel ikke få dig til at række os de colaer, på øverste hylde, du er noget højere end os". Jeg blev helt glad inden i. Alle folk snakker jo om hvordan verden har ændret sig, at når folk stopper hinanden på gågaden, skal man holde øje med sin taske og lommer, fordi det tit er for at afleve opmærksomheden, så de kan komme tæt på ens ejendele. - Jeg blev helt glad, fordi at to ældre damer, turde spørge mig om min hjælp.

Nicolaj er lige pt. på drenge "ferie" med sine venner. Det er første gang, at vi overhoved er væk fra hinanden, så lang tid af gangen. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg har reageret på den fuldstændige modsatte måde, end hvad jeg havde regnet med. Jeg har ikke lyst til at lave noget, føler mig drænet for energi, og den mindste tanke om ham gør mig ked af det. Ikke fordi jeg har en grund til det - Ganske enkelt fordi jeg savner ham. Det har også fået mig til at tænke lidt på overstående billede..
At jeg, selv efter bare kun et år, kan føle mig så alene, og ked af det, bare fordi at han er væk (men kommer tilbage..) Hvordan er det ikke, når man som et ældre menneske, lige pludselig mister den person som man har levet måske hele sit liv med? I mine tanke har jeg min morfar. Han var gift med min mormor i 50 år, og lige pludselig fra den ene dag til den anden, var hun væk. Ingen forberedning, selvom at man jo overhovedet ikke kan forberede sig på sådan noget, men stadig. Aftenen før var hun der, den næste er han alene, for altid.

Efter at jeg mistede min mormor, gik det lidt op for mig, at livet lige pludselig slutter. Jeg havde brugt for lidt tid med hende, noget jeg fortryder så inderligt nu, jeg kunne lige pludselig huske alle minder - Alle de der små ting, som man aldrig har tænkt over. At hun trak den anden øverste skuffe ud i køkkenet og satte en plade på, også måtte jeg sidde der og spise. Den røde saftevand i de blå krus, eller dengang jeg var helt lille og fik franskbrød med sukker på. - Noget jeg aldrig i mit liv, kunne finde på at sidde og spise idag; men gud, hvor det dog smagte godt dengang. Specielt fordi, at det var min mormor der havde lavet det. Lige meget hvor meget jeg fortryder at jeg ikke brugte særlig meget tid med hende til sidst, lige meget hvor mange gange, at jeg har tænkt på "Hvis bare jeg havde gjort", så bliver det aldrig lavet om. Men man lærer af det..

Artiklen ovenover har genfrisket det hele; Vær' der for de mennesker der er omkring dig. Værdsæt dine bedsteforældre, vis dem hvad de betyder, brug din tid på dem - Jeg er sikker på at den ældre dame bag artiklen ovenover, ikke er den eneste, som savner sine børn, børnebørn og oldebørn.