Det er den der følelse af at gi' folk en chance. Endnu en chance, også lige en til chance. At ha' givet dem så uendelig mange chancer, men de bare bliver ved med at pisse en op og ned at ryggen. Man åbner sig op for dem, fortæller dem alt der går en på - Og man bare endnu en gang bliver svigtet. Jeg hader folk der betyder så meget for en, men alligevel har skuffet en så meget. Man vil gerne kunne undvære dem i ens liv, men alligevel har man jo brug for dem... Det er i sådan et tilfælde hvor man ville ønske man var sin egen bygge mester. At man selv skulle vælge hvordan ens liv skulle laves, og hvordan det skulle ende...
Du er for god hjertet Daniella. Du skal ikke gi' nogle, nogle chancer, hvis de ikke har fortjent dem!! (-:
SvarSletJeg synes det er et vold fedt billede af dig !
SvarSletCitere lige søde Daniella: "Det er i sådan et tilfælde hvor man ville ønske man var sin egen bygge mester. At man selv skulle vælge hvordan ens liv skulle laves, og hvordan det skulle ende... "
SvarSlet- Vil desværre modsige dig dette, for hvis man selv kunne vælge hvordan ens liv ville være fra punkt til prikke, ville livet ikke lærer en noget, og det ville være kedeligt at leve et liv, hvor man alligevel vidste hvad der ville ske <3
Og ang. de chancer der, stop med at give chancer til folk, der har ødelagt dem så mange gange.. jeg gjorde det også et tidspunkt det der med; " ej men så får han/hun lige en chance til" og endte med at såre mig selv gang på gang... sæt en grænse for hvor mange chancer du vil give en anden person.. fx jeg har 3 chancer ved hver person jeg møder .. hvis de spolere det første.. chance til, det andet, chance til... det trejde... også er det ud <3