Et virkeligt mareridt

Hun har kæmpet, hun har diskuteret, hun har lyttet, støttet, og været der for mig - Hun har holdt hovedet oppe, givet igen, taget imod, og overlevet.

Min storesøster har fødselsdag idag. Hun bliver 22 år. Det er vildt at tænke på, synes jeg. Jeg kan stadig huske den dag hun blev konfirmeret, hun brokkede sig sådan over hendes sko, og var så uendelig træt af at alle folk ville ha' billeder af hende. Da jeg var lille, der brugte jeg mine surt opsparede penge på at købe sådan en billig "aflytter" som kunne lytte igennem vægge, så jeg kunne udspionere hende, når hun havde venner på besøg - Skide smart! Jeg synes der var så vanvittig hyggeligt oppe på hendes værelse, når hun sad på gulvet, med papiere ud over det hele, tegnede og hørte musik, men måtte bare aldrig være derinde. For hver gang man lige hurtigt åbnede døren derind til, havde hun altid flyttet om. Nogle gange havde hun endda dækket HELE værelset til i plakater (HELE værelset!!!) En dag besluttede hun sig for at hendes træ gulv deroppe skulle være hvidt, så hun begyndte at male gulvet.. Med en hvid dækstift, som man brugte til at strege ting over med, i skolen.


Da vi var lille, der kunne vi slet ikke være sammen. Vi brugte aldrig rigtig tid sammen, fordi de altid endte med at vi kom op og skændes - Hun ga' mig altid skylden for at nakke det slik som hun havde snuppet, og når det så de få gange, endelig var mig der havde taget det, ga' jeg hende skylden tilbage. Engang kom jeg løbende inde fra den anden stue af, og klippede hendes hår i nakken - Måske jeg skulle overveje at blive frisør?
Mig og Carina er så vanvittig forskellige - Hun er født brunette, og jeg blondine. Og der startede det nok bare. Men en ting har vi dog tilfælles. Vi er begge uendelig glad for vores helt igennem fantastiske lillebror, og ikke mindst familie.
I Februar 2010, mistede vi min mormor. Til hendes begravelse, stod jeg ude foran kirken. Jeg så Carina kom gående op fra trappen og på vej derhen imod. Jeg havde klaret det fint - Tror ikke rigtigt at jeg havde forstået at det var min mormor der skulle siges farvel til. Men i det øjeblik jeg så hende komme gående der, begyndte jeg at græde. Jeg løb hen imod hende, og ga' hende det største knus. Jeg tror det var i øjeblikket, hvor det gik op for mig at livet er til låns. At man kan elske hinanden er den største gave der er givet - At jeg har spildt så mange år på at fortælle min storesøster at hun er dum og irriterende. Det gik op for mig, at hun er en af de mest værdifulde personer der overhovedet kommer til at være i mit liv. Jeg har lige siden jeg var helt lille ønsket mig en storebror, men jeg har jo aldrig haft brug for en. Alt det jeg troede jeg manglede, har jo alligevel hele tiden været foran mig.
I August 2010 skulle jeg starte på efterskole, men få dage inden, blev Carina indlagt på Aalborg sygehus. Hun havde fået en masse blodpropper i hjernen, og det ene rev det andet med ned. Vi var jo alle helt vildt bekymrede, hvad skulle der ske? Det var der allerhårdest, var jo klart at man kunne se at hun havde det dårligt. Da vi fik det afvide stod vi allesammen inde i et meget lille lokale. Både min familie, og Carinas eks kærestes. Der blev sagt noget med blodpropper, og i det samme kan man høre at folk bliver kede af det. Det eneste jeg tænkte på var om hvad der skulle ske, jeg skulle jo væk om få dage, hvordan ville hun have det der? Jeg reagerede slet ikke.. Det jeg gjorde var at vente til de andre var gået ud, også fulgde jeg efter. Jeg tog min telefon frem, og skrev til min bedsteven. "Jeg kan ikke forstå det her.. Carina er blevet indlagt, hun har fået blodpropper i hjernen.." Og hvis det ikke var for ham, ved jeg ikke hvordan jeg havde tacklet det. Den dag hun blev indlagt, skulle hun fra sygehus syd, til nord. Hun trak tiden ud, men da klokken blev sent blev hun nød til at gå op. Oscar og jeg fulgte hende op til den etage hun skulle være på, hun snakkede med sygeplejersken, og fik styr på det hele - "Vi ses imorgen" blev der sagt, men alligevel endte det hele ud i tårer. Jeg kunne jo se på min storesøster at hun var bange, at hun ikke ville være alene, at hun ikke ville være der. Men det skulle hun jo. Hun var tvunget til at være der i flere uger, til at få indsprøjtninger som hun langt fra synes fra behagelige - Idag lever hun med mén, er stadig trofast afhængig af læger og medicin - Men vigtigst af alt, jeg har fået det største forhold til min storesøster, som jeg overhovedet kunne ønske mig, og jeg elsker hende af hele mit hjerte, jeg vil gøre alt for hende - Alt i hele verden. Så lang tid, at hun har det godt.

Tillykke med fødselsdagen, alders præsident. Jeg elsker dig, don't forget. 

Glæder mig til at spise kage, og til at se dig senere. :)