Når hjertet brister

"Hej mor, hvor er du henne?" Ringede jeg og spurgte, i ren forvirring, da hun havde været væk i lang tid. "Jeg er nede ved morfar, han er blevet fundet gående nede på motorvejen". Jeg har tit tænkt efterfølgende, hvordan så mange tanker kan gå igennem ens hoved på så kort tid. Min mormor gik bort i 2010, efter at de havde været gift i 49 år, og siden da havde min morfar klaret sig selv så godt som han nu kunne, og ellers hygget sig alene, med at finde hans gamle udstillings biler frem fra skuret, samt hans gamle grammofon plader. Efter et stykke tid var det åbenbart blevet kedeligt for ham, han trængte nok til frisk luft, og den gode gamle træthed, som man oplever når man får bevæget kroppen. Han var ihvertfald begyndt at gå ture; lange ture. 

Min mor har altid haft sådan, at et plejehjem er en sidste udvej. Når man kommer fra landet som vi gør, ville det samme som at komme på plejehjem for ham, være at jeg skulle proppes ind i en lejlighed, midt i Aalborg by, ganske ufrivilligt og med tvang. Man mangler pludselig sin frihed. Det at kunne åbne døren, og gå ud i skuret og tage sine gamle model biler frem, som han tydeligvis har nydt at ha' haft muligheden for. Men når der ingen andre udveje er - Ja, så er der altså ingen.

Efter en gå tur ved motorvejen, og en meget venlig sjæl senere, (Og ved gud, tusinde tak til dig, for at stoppe op, og kører min morfar hjem!) der stoppede min mor op, og sagde at dét her ikke kunne passe. Det måtte være den manglende pleje fra hjemmehjælperne, der var grund i hans usandsynlig hurtigt mistende hukommelse. Når man ikke får sin mad og drikkelse i flere dage - og medicin, for den sags skyld - så kan det umuligt gøre noget godt for ens helbred. Min morfar kom midlertidigt ud på en plads, på et plejende hjem, i Aalborg; han skulle bare være der i en 8 dages tid, sagde min mor, bare indtil at der er kommet styr på hans dement medicin. Og imens kunne vi gøres hans hus klar til hjemkomst. 

Lykken varede kort. Min mor blev ringet op, allerede dagen efter. Min morfar var blevet fundet gående nede ved kridtgraven i Aalborg. Få dage forinden havde vi været dernede og bade. Min lillebror kom gående forsigt op af en meget lille skrå kant og faldte lige så lang han var, fordi der er så glat. Han slog sig ret meget. Hvordan kunne det ikke ha' endt med en 78 årige mand, fuldstændig mørkt, omringet af træer, vand, og ingen hjælp? Politiet kørte min morfar tilbage til hans midlertidige plejebolig.
Hverdagende gik mere og mere i stå. Hver gang min mors telefon ringede.. Eller, hver gang telefonerne herhjemme i det hele taget ringede, gik tiden i stå. Vi sad alle bare og kiggede på personen der tog telefonen, og ventede på dét ansigts udtryk, som ville afslører af vi skulle skynde os at tage sko og jakker på, finde lommelygter, telefoner, evt. vanter, og ellers bare lynhurtigt ud i bilen. For nu skulle vi endnu engang ud at lede. Og ganske rigtigt. Lige midt i persille sovs og død lækkert stegt flæsk. Ud i bilen med gummistøvler, lommelygter og store jakker. Aalborg blev vadet tyndt. Alle mennesker blev stoppet og spurgt. Politi, hunde, kæmpe lygter og efterlysning på bt's hjemmeside. Den aften fandt politiet min morfar, han var faldet og lå sovende på jernbane skinnerne, i Aalborg Vestby.

Ikke lang tid efter startede det hele forfra. Venner stod klar til at hjælpe; selv folk man egentlig ikke regnede med ville stå klar på sådan et tidspunkt. Men i hårde situationer, finder man ud af mange ting. - Vi havde brugt hele aftenen på at lede efter min morfar. Snakke med politiet. Tilbage til hans "pleje center" for at få afvide om der var noget nyt. Spørge folk på gaden, snakke med politiet, snakke i telefonen med alle de mange andre der rakte ud og ga' en hånd. Politiet fik sporet hans gps til at være et sted, men den var ikke i bevægelse. Enten havde han tabt den, eller også lå han på stedet. - politiet ringede tilbage. Hans gps var der. Samt en skjorte og et familie billede af os alle sammen. Min ven Malte og jeg, tog ud til stedet hvor det var. Det var så underligt at tænke på, at min morfar, som vi alle sammen, samt politiet rendte rundt og ledte efter, han havde været her. For måske ikke særlig lang tid siden. I samme øjeblik vi gik rundt der, og jeg tænkte på det - der ringede telefonen. Min mors venindes, søster, havde fundet min morfar gående på en stor, trafikeret vej. "Jeg er simpelthen så glad for at se dig! Vil du ikke ind i bilen og få lidt varme" hvortil han smilede, og sagde ja tak. Fik jeg nævnt, at jeg elsker fantastiske mennesker?!

Han havde gået langt, meget langt. Hans ben rystede, han havde blod i hele hovedet, hans knæ'er var fyldt med ridser og blod. Hans jakke var lige ledes ret rød plettet, og det samme var hans hænder, som også var fyldt med glasskår. Men billedet, som glasskårene kommer fra, dét havde han stadig under armen.

_______________________________________________________________________________________________________

Da N og jeg var i København her i sommers, der var vi i tivoli, og gik hen i mod bilen. Klokken var efterhånden mange, og der var blevet mørkt. På vej derhen går vi forbi en ældre mand der går lidt frem og tilbage på fortovet foran en opgang. Han stopper op foran døren, og kigger. - Vi gik videre. Få meter længere henne, siger jeg til N "prøv at tænk, hvis han ikke kan finde hjem". Bare dén sætning, fik os til at vende om, og se om han stadig stod, og så forvirret ud. For prøv at tænk hvis han ikke kunne finde hjem, og der var folk ude at lede efter ham - ligesom vi ledte efter min morfar. Det kunne ha' været lige præcis den hjælp de havde brug for - men heldigvis ikke.

Pas på hinanden, og vis omsorg. Hvis man ser en ældre person gå og se lidt forvirret ud. Måske med noget underligt i hænderne, våde bukser, eller uden jakke eller på anden måde i et alt for koldt sæt tøj - tænk lige en ekstra gang om det kunne være en person, som ikke helt selv er klar over hvor h*n er henne.

_______________________________________________________________________________________________________

I dag, d. 20 September, er der international alzheimer dag, hvor der rundt omkring i landet vil være små indsamlingerne til netop folk som min morfar - som er dement. De har brug for en masse støtte, så de kan blive passet bedre på, lave nogle aktiviteter, og opleve noget. Ligesom friske raske mennesker - for det er de, i mange tilfælde. De glemmer bare. Jeg vil blive så ovenud glad, hvis det endte ud i at min morfars plejehjem fik en dobbelt cykel til rådighed. Så skulle vi på små eventyr. Bilka og føtex sælger huskekager til kun 10 kr, hvor beløbet går til alzheimer foreningen. 

Jeg skylder stadig et kæmpe kram og hjælp til hvad det end måtte være, til dem der hjalp os. 
Prøv at tænk hvad der kunne ske i sådanne situationer, hvis vi ikke hjalp hinanden.