Girl child

Lige nu, som 17 årig. De seneste måneder er gået hurtige. Helt fortryllende hurtig. Jeg husker det, som var det igår, jeg sad lige hér og skrev et indlæg, på præcis den samme dato. Jeg havde det underligt med at skulle sige farvel til alderen 16, og gå ét skridt videre op af stigen. Jeg har altid været en person der har en trag til at være barnlig. Hvis min lillebror sidder og leger med lego, eller måske spiller et spil på sin playstation, vil jeg hellere end gerne være med, fordi så kan jeg gå i barndom. Når Nicolajs niece kommer hen til mig, og spørger mig om jeg vil være med til at lave blomster, ud af et slags spil hun sidder og pusler med, føler jeg mig lille igen. Det er de små øjeblikke hvor ens forældre kommer hen til en, og siger "Jeg elsker dig, skat" hvor man virkelig føler sig lille, og i sikkerhed. Fordi når man er lille, og under mor og fars vinger, er der ingen der kan gøre en fortræd. At blive 18 er en helt enorm stor ting for mig. Ikke fordi "Uh, jeg kan få kørekort!" Eller fordi, at nu har jeg en grund til at holde en stor fest, og invitere alle jeg kender, og få en masse at drikke. Not at all, faktisk drikker jeg stort set ikke, for man kan fandme sagtens ha' det skide fedt i de folk man holder allermest af's selvskab uden! Det er mere dét, at folk tænker "Hold da kæft man, du er 18, ta' dig sammen" At blive lige præcis den alder, er det som om at folk tager det som en selvfølge at man er voksen, og ansvarlig. Ja, jeg kan sagtens være ansvarlig, passe på min økonomi, arbejde, og endda passe på min lillebror eller andre, når jeg skal. Men helt ærligt, i nutidens Danmark har unge mennesker, fandme for travlt med at blive voksen.

Hej, jeg hedder Daniella, jeg bliver 18 år imorgen, og jeg elsker at lege med lego!