Jeg elsker min morfar. Jeg elsker ham af hele mit sprukle hjerte. I mine øjne er han er han en helt. En helt i alle retninger. Da jeg var mindre, hentede han mig nogengange sammen med min mormor, i børnehaven. Jeg fik lov til at komme hjem til dem. Da jeg var lille, var jeg en drenge-pige. Jeg var hende der elskede at klatre i træer, snitte en figur af en pind, og gå og grave i jorden. Når jeg var hjemme ved min mormor og morfar, var jeg stortset altid ude i haven, sammen med ham. Han fandt en stor træ stub, en masse søm, og en lille hammer, også lærte ham mig ellers hvordan man slog et søm ordenligt i, ligesom i de gode gamle tømre dage. Min morfar er uddannet tømre, og har bygget næsten stortset alt træ værk, vi har her omkring. Hver gang man spurgte morfar om han havde noget man kunne måle med, flyttede han hånden over mod sin baglomme på hans tømrebukser, wupti, og en tommestok var fremme. Da jeg var lille, var min morfar den sejeste, en mand jeg så op til, og elskede selvom jeg faktisk aldrig har fået det fortalt til ham - Den dag idag er han den samme, min respekt for ham, er bare vokset sig tre-dobbelt så meget. At begrave sin far, sin mor, sin bror, og sidst, men ikke mindst - Sin kone. Efter 49 års ægteskab, er en sorg ingen kan sætte sig ind i.
Morfar er stærk nu, vi ser ham knap fælde en tårer, selvom han på mange måder må ha' haft de længste år.
Når man sidder i samme rum som ham, og han lige pludselig kommer med den største latter, og derefter sidder med dét smil, som han altid har haft, går det op for mig. Jeg elsker min morfar af hele mit hjerte, hvis jeg kunne gøre noget, hvad som helst, for at udfylde den tomme plads han fik, i både huset og hjertet, gjorde jeg det. Det er bare en plads, der aldrig kan blive fyldt igen.
Han har fået en datter, og tre børnebørn - Og han har været den bedste, for dem. Den bedste, som han overhovedet kunne være!
Min morfar, min egen superhelt. <3
