I give it a year

Igår var jeg til premiere på "I give it a year", hvor vi var noget så vildt som hele 6 personer, i den store sal i biografen. Sidst jeg var i biografen hvor der var så lidt, var min tanke godt nok "hold da op, det må sørme være en god film", når der kan være så lidt der har lyst til at se den, allerede den første dag den er ude i salene. Trods sølle 6 personer, delt ud på flere hundrede sæder, blev der grinet en del; den er både sød, skæg og underlig. Ihvertfald, sådan, lidt.

Det var kærlighed ved første blik, kan man vidst godt sige, da Nat og Josh mødes bare 7 måneder før, de blev gift. Et umage par kan man vidst også godt kalde dem, Nat er ihvertfald ikke særlig begejstret for Joshs' vaner, hans fjollede danse, dårlige jokes, og dét at han ikke slår toilet brættet ned. Deres små lykkelige øjeblikke overtrådte hurtigt de triste; de får nemlig afvide, at når først man har været igennem det første år, er det værste overstået, så det første år det skál de igennem. Igennem filmen er der en humor med, som helt klart vil få en til at grine et par gange, eller mange. Derudover tror jeg bestemt også, at det bliver en film, som vi vil komme til at kende godt til, lige som mange af de andre gode klassikere, af kærligheds film, som de efterhånden har spyttet ud, derovre fra.