Tema-tirsdag #1: Kørekort og forventninger

Som regel synes jeg egentlig at jeg er af den type mennesker, som er alt for god til at gi' folk en chance. "Du har før vist dig fra en rigtig elendig side, men hey, du får da lige en chance til.." og alligevel bliver man bumpet ned, med endnu en dårlig følelse. Sådan er det hele tiden; undtaget når det kommer til mig selv. "Ej, det vil jeg ikke når de står og kigger... For tænk nu, hvis jeg gør noget forkert, og de ser det". Så begrænser man sig pludselig, fordi at tanken altid kommer til "er du sikker på, at du kan..?" Jeg har alt for høje forventninger til mig selv, så hellere lade vær', end at blive skuffet. Men forandringer fryder som man siger - og ét sted, skal man jo starte..

Jeg kommer ikke fra den slags familie, som har råd til at bruge kørekortet som en slags pligt til at holde sine børn i ørene. Jeg har ikke fået et kørekort i 18 års fødselsdags gave, eller muligheden for at få det, hvis jeg lod vær' med at ryge. Jeg har selv måtte bruge lang tid på at spare sammen til det, og hvor var det egentlig en rar følelse at kunne svare et "nej" tilbage, når min kørelærer spurgte om det var mor der betalte. Nej sku, det er mine egne hårdt opsparende penge! 

Trods et par måneder under vejs, og en hel måned midt i det hele, hvor jeg slet ikke havde tid til at møde op, og komme ud at køre, så kom jeg til målet alligevel. Og ærligt, så tror jeg aldrig at jeg har svævet på så stor en lyserød sky før. At starte med ros, for derefter også at slutte af med det. "Ja altså, hvis man kunne få karakter, så havde du sku fået 12!" Ja, så gjorde man det vidst helt fint, alligevel.