Home town

- Haha, Sulsted centrum!! ^

Jeg er vokset op i Sulsted, boet det samme sted, på det samme værelse, all my life. Nogle kalder det "så langt ude på landet, at der kun kører traktorer" I mit hoved, er det egentlig ikke negativt. Jeg kan godt li' at bo lidt fra by livet, ude blandt marker, og frisk luft - Dog, er der ikke så langt til Aalborg som man skulle tro, det er blot at tage den første og bedste bus, som køre syd på, og wupti. Både min lillebror, storesøster og jeg, har gået på Sulsted skole, som ligger lige godt 500 m. fra vores hoved dør. Jeg har gået der i 9 år, hvilket efter min mening har været lige godt og vel 9 år for meget. - Min far har altid sagt at hans børn skulle vokse op på landet, fordi da han voksede op, kig man altid bare rundt om gadehjørnet og fandt nogle nye venner, hvis man var blevet uvenner med de andre. Man fandt aldrig tid til at få løst problemer, istedet for fandt man bare nogle nye venner. Sådan mente han ikke det var på landet. Her går man ikke bare lidt rundt, også finder nogle nye. Her bliver man nød til at arbejde for sine venskaber. At gøre noget for sine venskaber er jo noget man skal overalt, vil jeg mene? Men måske har han ret. - At jeg synes de 9 år på Sulsted skole har været for meget, er ikke fordi jeg har været træt af skole som sådan. Jeg har bare været træt af lige præcis Sulsted skole. De har altid bare vendt ryggen til problemerne, og når de så ikke fik henvendelser om noget, regnede de bare automatisk med at alt var okay. De gjorte ingenting for at rette op på noget, eller for at hjælpe. Jeg kan være ret så ligeglad med hvad Sulsted skole gør, og ikke gør nu. Da jeg ikke skal sætte mine fødder der mere - Jeg håber bare for min lillebror, at han ikke skal gå igennem det samme.
Trods jeg ikke har været glad for at gå på skolen, har det jo alligevel bringt noget godt med i den tid - Venskaber. Tætte venskaber. Min bedste veninde igennem alle 9 år - Camilla. Hun boede længere ude på landet, på en stor gård, lige her ude. Vi tilbringte stortset hver dag sammen, alle ugens dage. Hver dag efter skole, hvor vi skitevis var her, også derhjemme. I weekenderne sov vi sammen, eller også blev vi kørt hjem til hinanden, igen, skiftevis, og var der. Vi var som 2 små piger som man ikke kunne skille af - Og alligevel lykkes det. Tiden gjorte det, og idag er vi to forskellige steder i livet, fuldstændige forskellige mennesker (og dog?) og snakker stort set ikke til hinanden, trods hun arbejder i brugsen, som jeg dagligt besøger. Tjae, trods det trælse, savner jeg alligevel det hele. (Ja ok, lavede lige et stort spring fra "home time" overskriften... Ved ikke hvad der skete, heheheh).