"Hey Karen!"

Da jeg igår havde været med min mor i Aalborg, holdte vi ind i Nørresudby, fordi hun skulle i banken. Mens jeg sidder i bilen, og er fyldt med mine egne små tanker, og var noget der minder om at dø af hedeslag - Kommer der en ældre dame gående lige ude foran bilen, hun råber pludselig "KAREN!" Og rækker hånden op i vejret. Hun får det største smil på læberne, og begynder at gå med raske skridt. Jeg vender øjene mod højre, og dér står Karen. Hun smiler til den ældre dame, mens hun står stille og vinker. I det lille øjeblik går det op for mig, hvor meget man egentlig skal værdsætte de venskaber man har. Hvor meget man skal gøre det bedste for folk omkring en, smile og være glad. Prøv tænk at være damen dér, i Nørresundy - Tænk hvor glad hun blev for at Karen standsede op, og vinkede tilbage. Hun lever med uvisheden om hvornår hendes veninder lige pludselig ikke er her mere, og hvornår hendes sidste dag er kommet. Det må være en forfærdelig følelse.. At vide at man er nået igennem livet, og at dét er det. At se hende stå med det smil, mens hun vinkede til Karen, dét gjorte min dag så meget bedre.

　
Jeg har de sidste dage slet ikke blogget. Ikke fordi at jeg mistede lysten, tværtimod. Jeg har bare slet ikke haft noget at skrive, og når jeg endelig kom på noget, så fik jeg aldrig taget mig sammen til at sætte mit kamera til computeren, så jeg havde nogle billeder, at lægge herind. -De sidste dage har jeg mest haft lysten til at sætte mig ned, og bare græde. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde sådan en følelse, da jeg absolut ikke har noget at græde over. Men, det er bare som om at man nogengange har det sådan, at man skal tænke ALT igennem, og bare lade tåre være tåre, og være helt ligeglad. Men nu tænker jeg.. Hvorfor græde, når man kan le?
　
Det lyder helt sikkert latterligt i mange hovedet. Men det i fredags da jeg så hende vinke, det ændrede virkelig mine tanker helt vildt meget. Da jeg så det ældre venindepar vinke til hinanden, mens de begge stod med det største smil på, kom jeg straks til at tænke på den dag mig og min kusine gik fra Aalborg, og til Lindholm for at sidde lidt i strandparken. Vi gik forbi to ældre damer, som sad på deres blomstrede tæppe, med en flettede kurv, og en flaske vin. Da vi nærmede os dem, sagde jeg for sjov til Camilla at vi næsten skulle være de søde piger som sagde "Hej" til dem. Jeg bliver altid i så godt humør, når jeg kan gøre andre glade. - Camilla smilede bare, og i det øjeblik vi gik forbi sagde vi begge to hej til dem. De to damer fik det største smil på læberne, og begyndte at snakke til os.

"I må love os, at når I bliver sådan nogle gamle røvhuller som os, så lov os..

At i tager hinanden med ud, og nyder sommeren og hinandens selvskab. Lov os det"

Det første jeg gør, når jeg har pengene til det. Det er at bestille en togbillet til Fyns land. Jeg har så meget andet som jeg faktisk skal ha' købt. Men nu er jeg kinda ligeglad. Vi skal nyde sommeren, og hinandens selvskab flere gange det her år, end de forrige - (Også selvom vi ikke er "sådan nogle gamle røvhuller" (hahah optur)) Men man skal gøre hvad man føler for, for dem man elsker og holder af.