2010 har været et vigtigt år for mig.
Alting er faldet sammen,
drømmene er blevet knust
og jeg har skuffet mig selv rigtig mange gange.
Det hele startede i Februar. En meget træls dag, allerede fra starten af. Vi brugte hele dagen, fra kl. 7 af, til at få min fars firmabil fri. Da den endelig kom fri, sad han fast endnu engang. Da vi holder en pause, ringer min morfar, at han ikke kan vægge min mormor. Mine forældre kommer derned, og der bliver ringet 112, og der kommer en ambulance. Jeg kunne stå i vinudet, herhjemme og se ambulancen køre derned, mens jeg stod helt magtesløs, og intet kunne gøre. Da de kommer herhjem igen, fortæller min far os, at det ikke så for godt ud med hende. Frygtede det værste, håbede det bedste. Desværre ja. Da vi kom ud på sygehuset, os spurgte ved den første skrænt, og blev sendt videre til den næste og den næste igen.. Til sidst kom vi frem til en, som ikke fik det mest opmundrende ansigts udtryk, da vi fortalte min mormors navn. "ja..." svarede hun bare, og satte hånden på min skulder. Der havde jeg regnet det ud. Jeg skulle sige farvel til min mormor for altid..
Efter det, besluttede jeg mig for at jeg ville på efterskole. Vi havde snakket om det, men det var ikke blevet fastslået, før der. Jeg havde endelig noget at se frem til igen, og det glædet jeg mig virkelig til..
..Indtil da min mor blev ringet op, da vi står i kø i H&M, at vi skal komme ud til Carina, som ligger på Aalborg sygehus og er alvorligt syg, og det skal være nu. Vi kommer hjem, og henter min far - Og 14 timer senere, kl. 01:30 får vi afvide at hun har har fået en masse små blodpropper i hjernen, og skal forflyttes til sygehus nord. Det var 3-4 dage før jeg skulle starte på efterskole..
Da den dag jeg havde glædet mig til, i over et halv år endelig kom, havde jeg slet ikke lysten mere. Jeg ville hellere være derhjemme, og vide at min familie havde det godt. Hver gang vi sad og spiste, havde jeg tanken "hvordan mon det går med Carina". Hver gang vi sad i samlingen, sad jeg og tænkte om hun havde fået det bedre. Hver gang vi skulle til at sove, håbede jeg bare at jeg vågnede op i min egen seng, så jeg var tæt på min familie, og havde mulighed for at være der, hvis der lige pludselig skete noget.
Det var et år jeg havde glædet mig til, mere end noget andet. At alle der var der, ikke kendte hinanden, at vi alle var der for en ny start. Bare at få en masse nye venner, og det bedste år, som folk jo siger at et efterskole år er.. Men nu har jeg prøvet det, og ga' det en chance, og fik konstateret at det bare ikke var tidspunktet for mig.
Men udover det der er skrevet, og en masse dårlige små ting - Har 2010 også bragt gode saaaager.. Jeg har set min morfar meget mere end jeg gjorte førhen, og det er jeg super glad for. Så har jeg fået et endnu mere tæt forhold til min elskede kusine. Man finder ud af hvad ens familie betyder for en, når man går igennem en masse hårde ting sammen. Man finder ud af at støtte og trøste hinanden, og bare hjælpe der hvor man hjælpe kan. Sidst men ikke mindst lærte jeg fantastiske Nichlas at kende. Han har hjulpet mig igennem meget af det hele, uden at han egentlig er klar over det. Igennem det er han begyndt at betyde rigtig meget for mig..
Jeg takker for 2010, men håber dog at 2011 bliver liiiige en smule bedre.
